Et oplagt samarbejde om en legende drivkraft
Odense Kommune og KOMPAN indleder et samarbejde om at gøre Odense til en internationalt anerkendt ‘hovedstad for leg’. Blandt de første skridt er opførelsen af KOMPANs nye globale hovedsæde i Tietgen Byen – et byggeri, der skal stå færdigt til næste efterår, og som består af et stort udviklings-, innovations- og videncenter samt globale koncernfunktioner.
Fælles visioner
“Vi er meget glade for, at KOMPAN vil etablere sit globale hovedsæde i Tietgen Byen,” siger Jan Boye, By- og Kulturrådmand i Odense. ”Det giver rigtig mange muligheder for at sætte legen på landkortet som motor for vækst, uddannelse, sundhed og trivsel. I By- og Kulturforvaltningen er vi meget optaget af, hvordan vi kan udnytte vores byrum på nye og alsidige måder, og her ligger samarbejdet med KOMPAN helt i tråd med Odense Kommunes visioner på området.”
Fælles filosofi
Odense Kommune formulerede i 2008 et ønske om, at byen skal udvikle sig til at blive ’den legende by’ gennem partnerskaber, der skal bidrage til at skabe og sikre livskvalitet, vækst og innovation. Det er præcis den filosofi, KOMPAN blev grundlagt på i 1970, og som i dag har gjort selskabets legepladser og udstyr kendt, respekteret og populært verden over. |
Leg skaber vækst
”Det er ikke tilfældigt, at KOMPAN vælger Odense som centrum for vores nye hovedsæde. Vores visioner og værdier stemmer overens, og begge parter tror på, at leg skaber vækst. Legen er fundamental for vores forskning, udvikling, sundhed, tryghed og velvære. Legen spiller ind overalt i samfundet – og det skal vi anerkende og bygge videre på,” siger Connie Astrup-Larsen, administrerende direktør for KOMPAN A/S.
Hvorfor Tietgen Byen?
Ud over den fælles vision ser KOMPAN i følge Connie Astrup-Larsen en række yderligere fordele ved at etablere det nye hovedsæde i netop Tietgen Byen: Områdets centrale placering i forhold til Østdanmark og Trekantsområdet samt en tættere tilknytning til bl.a. Syddansk Universitet, en af Danmarks største videregående uddannelsesinstitutioner.
|